torsdag den 30. maj 2013

Ikke altid lutter lagkage

Her er fantastisk, ingen tvivl om det. Her er varmt, solen skinner næsten altid, elsker vores lejlighed, elsker poolen, elsker udsigten og elsker at opleve dette med min familie. Men... Det hele er ikke lutter lagkage.

Det er svært. Det er et nyt land, en ny kultur og en helt ny situation for vores lille familie.

Jeg får ofte en knude i maven når jeg tænker på venner og familie i Danmark (og min far og Birthe i Sverige) og jeg savner at ses med dem jeg holder af. Jeg savner duften af nyslået græs. Jeg savner måden alting bliver frisket op efter en regnbyge (det sker ikke her på samme måde, selvom det regner ofte). Og jeg savner at arbejde. Jeg savner den Maria jeg var før vi tog afsted.

Det er ikke fordi jeg fortryder vores eventyr, og jeg vil bestemt ikke flytte tilbage lige foreløbigt, men det kan være ret svært engang imellem - eller hver dag.

Det jeg kæmper mest med er ungerne. Jeg føler at jeg er sammen med dem ALTID. Rasmus tager afsted kl. 6.15 og er hjemme mellem 16.30 og 17. Vi står alle op omkring kl 6, og så skal jeg ikke rigtig noget med ungerne før klokken 11 hvor vi tager afsted mod skolen. Og her er det så problemerne opstår.

Begge unger kræver konstant opmærksomhed og kæmper for at få den. Det betyder at jeg enten har en grædende baby eller en sur dreng. Saga skal sove første lur mellem 8.30 og 10.30 og i det tidsrum kan jeg ikke gå nogen steder med Alexander og vi skal helst være en smule stille da lejligheden er ret lydt (hedder det det?). Og med marmorgulve overalt larmer Lego klodser ret meget. Så det er 2 timer hvor vi skal være stille, men selvfølgelig skal blive i lejligheden. Og Alexander spørger konstant om vi kan gå ned og bade, men det er desværre udelukket...

Når Saga vågner skal vi spise (tidlig) frokost og så drager vi mod skolen. Desværre kunne skolen kun tilbyde skolebus på hjemturen, så jeg skal sørge for at aflevere ham. Med bil/taxa tager det 15 min. at komme ind til skolen, men jeg skal have noget at bruge formiddagen på, så vi tager det offentlige derind. Det betyder en tur med shuttlebus, skift til en anden shuttlebus, en kort gåtur til MRT'en (metroen) og så med to forskellige tog. Så er vi i centrum og skal gå en tur på 10 min (på grund af klapvogn og meget langsom 3-årig) hen til skolen. I alt en tur på 1 time og 15 min. Men det er 1 time og 15 minutter hvor jeg ikke skal underholde - det klarer bussen og toget.

Så giver jeg Saga mad og snakker med de andre mødre mens vi venter på at læreren henter børnene. Når de er hentet og gået til klassen bestiller jeg en taxa og skynder mig hjem. Når jeg er hjemme med Saga er hun så træt at hun ikke kan hænge sammen - ofte falder hun i søvn i taxaen. Så har jeg to timer for mig selv hvor Saga sover - de to timer bliver nydt i fulde drag.

Så vågner Saga og skal have en snack og underholdes indtil klokken 16.10 hvor Alexander skal hentes ved skolebussen som holder lige neden for bygningen. Og så står den ellers på underholdning af begge unger resten af eftermiddagen og aftenen. Heldigvis er Rasmus ikke vildt sent hjemme, så han er en stor hjælp når jeg er ved at flå håret ud med roden... Men når først Rasmus er hjemme giver det mulighed for at gå ned og bade med Alexander, eller ud og køre på cykel og det er fantastisk.

Det hele bliver dog (forhåbentligt) bedre når vi får vores maid (i næste uge) da hun så kan tage Saga mens jeg kan lave noget sjovt med Alexander, eller hun kan gå ned og cykle med ham og jeg kan tage Saga. Og så bliver det bedre når Alexander starter sommerskole om 1 uge da det ligger om formiddagen og ikke om eftermiddagen - så regner vi med at der er skolebus begge veje og så er det lettere at underholde en dreng der allerede har oplevet en masse i løbet af dagen. Og så ser vi vildt frem til august hvor skolen starter igen efter sommerferien og han skal til at gå i skole hele dagen. Det bliver en helt ny verden.

Og så skal jeg nok få arbejdet lidt. Og få trænet lidt. Og finde frem til den Maria jeg savner. Der er lysere tider forude.

lørdag den 25. maj 2013

Ikke helt billigt

Jeg var meget spændt på hvad ting kostede her i Singapore inden vi flyttede. Katrine havde fortalt at her var dyrt, men det var svært for mig at forstå da Singapore jo er et asiatisk land, og mine erfaringer siger mig at alt er billigt i Asien...

Det viser sig at Katrine delvist har ret. Nogle ting er ret dyre - andre er ikke. Det er (selvfølgelig) specielt de lokale ting der er billige og med lokale mener jeg altså varer produceret i regionen - for der bliver ikke produceret mange (mad) ting i Singapore. Det er der slet ikke plads til.

Jeg har lige været ude og handle og kom af med 178 SGD svarende til 812 kr. Og jeg handlede ikke mad til mere end 2-3 dage. Og så lige to pakker bleer, morgenmad til en uge og et par andre dagligdagsting. I alt en ret fuld vogn...

Af de dyre ting kan nævnes:
Hakket oksekød, 45 kr for 430 gram
Mælk, 25 kr for 2 liter
Bleer, ca 150 kr for en pakke med 34 stk.
Flåede tomater, 13 kr. for en dåse
Babymad på glas, mellem 15 og 20 kr pr. glas
Havregryn, 25 kr for 1 kg.
Rugmel, 30 kr for 500 gram

Jeg synes de nævnte ting er ret dyre, og desværre er alle tingene noget der indgår ret ofte i vores husholdning. Men der er også en del billige ting. Her kan nævnes:
Afskårne orkidéer, 30 kr for et bundt
Gul peberfrugt, 15 kr for 5 stk
Æbler, 12 kr. for 5 stk
Bananer, 10 kr for 6 stk.

Nogle af priserne er nogenlunde de samme som i Danmark, nogle ting er lidt billigere. Til gengæld er der ikke rigtig noget der hedder økologisk - eller det er der, men det er ikke til at betale.

Ud over at mange ting er dyre, så er mange af tingene også bare anderledes. Jeg har idag købt en kylling, med hoved, øjne, fødder og indmad - ikke som de fine rensede kyllinger jeg er vant til fra køledisken i Stenløse. Agurker er også noget helt andet her - de er enten kæmpe store, med store kerner og uden smag, eller små og tynde, stort set uden kerner men med masser af smag. Tomater er sjældent flotte, røde og modne. Jordbær er importeret fra USA og kan snildt koste 75-100 kr for en almindelig bakke. Kerner og frø er stort set umulige at opdrive. Og ost er urimelig dyrt og savnes meget i vores hjem.



lørdag den 18. maj 2013

Grønne fingre


Vi har rigtig mange altaner i vores lejlighed - ja, blær, det ved jeg godt, men det har vi! Derfor har jeg været ude og købe planter til nogle af altanerne. Og det er altså en fornøjelse. 

Her kan jeg købe planter, kæmpe planter, som jeg kan have i de to år vi er her. I DK hade jeg også masser af planter udenfor, men de blev kun købt til at holde gennem sommeren, men da det er sommer året rundt, regner jeg med at kunne have planterne indtil vi tager hjem. Det stiller dog krav til mine grønne fingre. 

Det var en fantastisk oplevelse at være på planteskole (nursery) idag. Rasmus underholdt ungerne, så jeg var alene afsted. 

Det er et kæmpe stort sted med tusindvis af planter og blomster. Jeg fik 5 planter med hjem, 3 blomstrende og 2 grønne planter, og de er super smukke. Og så var det billigt. Hvis man skal matche priserne andre steder i Singapore skal man købe planter i IKEA, men der er der ikke så mange at vælge mellem. 

Her er lidt billeder fra det nursery jeg besøgte. 




Det sidste billede er af en af de planter jeg købte som lige skulle trimmes inden jeg fik den med hjem. 

Og så så bilen sådan ud da den var lastet...


Nu skal planterne bare placeres de helt rigtige steder, og så skal jeg finde ud af hvad jeg mangler og så tilbage igen :)

onsdag den 15. maj 2013

Øv!

Det er svært at få groft brød her i Singapore, og jeg har et stykke tid ledt efter noget Saga-venligt brød der var lidt groft i det. 

Derfor blev jeg glad da jeg fandt en brødblanding der lød helt perfekt. 
Brødblanding blev købt og idag fik jeg endeligt taget mig sammen til at få det bagt med stor hjælp fra Alexander. Eller det vil sige, det er ved at hæve mens jeg skriver. 

Men den store skuffelse kom da jeg klippede pakken op og der breder sig en duft/lugt/dunst af kommen! Jeg HADER kommen. Og hvorfor komme kommen i et grovbrød?!? Og de burde advare på pakken at man skal have passeret 70 år for at kunne spise resultatet af brødblandingen. Det er unfair at velmenende forældre der leder efter noget groft brød til deres babyer bliver så slemt overraskede når de bare leder efter en fool-proof brødblanding. 
Nå, men vi må se om Saga, på trods af at hun er næsten 70 år for ung, kan lide brødet. 

mandag den 6. maj 2013

Derfor får vi en maid...

Der blev, efter mit indlæg om maids og maidkursus spurgt til hvorfor vi egentlig vil have en maid, og det synes jeg bestemt fortjener en forklaring.

Vi har valgt at få en maid fordi det gør livet en del nemmere. I Danmark havde både Rasmus og jeg bil, så vi kunne, uafhængigt af hinanden, komme hvorhen vi ville, og vi kunne have børnene med. Derudover gik Alexander i dagpleje/børnehave så han blev passet hele dagen, men Rasmus og jeg var på arbejde.

Her i Singapore kan det godt være at jeg er hjemmegående (indtil videre) men jeg har ingen bil, og derudover er der ikke rigtig mulighed for pasning af Saga. Eller det er ikke helt sandt, for vi kan godt få hende i en form for børnehave, men det beløber sig på det samme som det koster at have en maid til at bo hos os.

Det vil sige at vi kan få hjælp til ungerne, hjælp til rengøringen og hjælp til madlavningen for samme beløb som det koster at få passet Saga i en institution. Jeg siger ikke at hun skal stå 100% for alle tingene, men hun skal hjælpe til...

Der er måske nogen som synes det lyder unfair for hende, men jeg blev endnu mere glad for beslutningen da vi skrev til vores kommende maid at vi havde valgt hende og at vi nu bare venter på at papirerne går i orden og hun svarede med et "God bless you"! Ikke at jeg tror på gud, men hun er virkeligt taknemmelig for at have fået et job hos os. Alternativet fo hende er at være arbejdsløs i Filippinerne.

På den måde kan jeg være der for Saga i højere grad end hvis hun blev passet i institution, og samtidig kan jeg få mulighed for at arbejde lidt hjemmefra, træne, handle eller hente Alexander ved skolebussen, uden at jeg hele tiden skal tage højde for Saga og hendes rytme.

Desuden havde vi både venner og familie der kunne hjælpe os i Danmark, hvis vi skulle have passet ungerne. Jeg mener det er vigtigt for et hvert forhold at kunne gøre ting som f.eks. at tage i biografen eller gå ud og spise en gang imellem. Det kræver at ungerne bliver passet og da vi kender ikke så mange endnu, og det er kun Katrine og Martin der kender ungerne, så er det ikke så meget vi har mulighed for det. Katrine og Martin kan jo ikke passe vores børn hele tiden :)

Så konklusionen fra mig er: Jeg glæder mig meget til vores maid kommer, og jeg glæder mig til at lære hende at kende!

Hvis nogen har nogen spørgsmål, så er i velkomne til at skrive til mig :)


Mount Faber

En af vores ugentlige udflugter er gået til Mount Faber som et et bjerg eller måske nærmere et højdedrag ikke så lang fra Sentosa hvor vi bor.

Vi har kørt over bjerget flere gange og har i små glimt nydt udsigten, men i søndags fik vi parkeret og gået en tur. Det er bestemt ikke sidste gang vi er der, for udsigten er helt fantastisk og der er masser af flot natur at se.


Fantastisk sted som vi glæder os til at vende tilbage til - næste gang med madpakker og vand! Og bestemt et sted vi vil anbefale gæster at besøge :)

fredag den 3. maj 2013

Godt spørgsmål!


Jeg havde en lang og meget dejlig snak med søde Christel som lige er flyttet til Holland. Det er længe siden vi har snakket sammen og da vi kæmper med mange af de samme ting, med to børn på samme alder, et nyt hjem i et nyt land og ensomheden ved at være rejst fra alle vennerne, så var det dejligt at bruge næsten to timer med FaceTime og Christel.

Mens vi snakkede sammen stillede hun et super godt spørgsmål. Hun spurgte om jeg ikke savnede det derhjemme meget, når nu vi er så langt væk. Det er jo ikke svært at forestille sig at vi ikke lige tager hjem på weekend eller noget.

Og jo, vi savner det derhjemme, men jeg tror faktisk at jeg savner det mindre end hvis vi havde boet tættere på Danmark. Her er jeg ligesom klar over at det hele er så langt væk, så jeg tror at jeg har indstillet mig på at det ikke nytter så meget at savne helt vildt.

Men hvad jeg savner meget er kontakten. At høre hvordan det går alle vennerne derhjemme. Få historier om alle de kedelige dagligdagsting. Måske bare et "Hej, det er sjovt at læse med... Nu skal du høre hvad DK har at byde på for tiden..."

Nå, men det var lige aftenens tanker...

Vi har sagt farvel til min mor og Michael. Det var dejligt at se dem, og trist at sige farvel. Men nu er dagligdagen tilbage på godt og ondt.

Næste besøg er fra min bonusbror, Michael, som kommer forbi en aften i næste uge til lidt mad, da han alligevel er i Singapore med arbejdet... Det bliver hyggeligt at se ham, og høre lidt om hans snarlige familieforøgelse.