søndag den 17. august 2014

På slap line..

..bogstaveligt talt.

Saga go Alexander fik en slack line i fødselsdagsgave af en stor flok af vores venner - også kendt som slænget. Den kom i brug for første gang idag, og det er dæleme sjovt.

Saga synes bare at der er sjovt at sidde på den, Alexander ville gerne balancere en smule på den med enten Rasmus eller mig i hånden. Men de voksne. De morede sig!


tirsdag den 12. august 2014

På den anden side af vejen

Solen skinner og musikken sniger sig ud mellem de høje bygninger i Ørestaden. Det er lørdag. Der er bare skuldre der nyder de rigelige mængder sol. Unge mennesker der ligger i græsset eller sidder henslængt på stole. Øl-bowling. Det ser fantastisk ud.

Jeg står ved vinduet i lejligheden vi har lejet i 8-tallet og kigger ned på kollegiet på den anden side af vejen. Jeg drømmer mig langt væk fra børn der ikke vil spise, snavset tøj og opvask. Tilbage til dagene på DTU hvor man kunne bruge utallige timer på at lave ingenting.

Det føles uendeligt langt væk og jeg savner det. Lige i det øjeblik savner jeg det helt vildt meget. Så meget at jeg overvejer at lade mand og børn passe sig selv, snige mig ud og se om jeg kan snige mig til at deltage i hyggen på den anden side af vejen.

Efter måske fem minutter med dagdrømme om øl-bowling og boomblaster med ungdommens favoritter, kommer den første tanke. Gad vide om de har husket solcreme på de bare skuldre - solen er ret skarp midt på dagen.

Den første tanker bliver hurtigt afløst en en bunke andre. Hvem mon rydder op efter dem, for sådan som det ser ud til at udvikle sig er det vist ikke første punkt på listen. Og samler de dåserne sammen, for de skal ikke bare smides i skraldespanden. Og kunne de der fyre ikke gå ind og bruge et toilet istedet for at tisse i en busk. Og kan de virkelig bare sidde der uden at lave noget. Keder de sig ikke. Og de skal da også snart se at få noget ud af dagen, klokken er jo allerede halv et.

Så ramte virkeligheden mig. Jeg kan aldrig gå tilbage. Jeg kan aldrig blive en af dem der sidder og spiller øl-bowling en hel dag, uden solcreme og så bare smider de tomme øldåser i græsset, igen. Det er på en måde en sørgelig tanke.