Omringet og overvældet

Sushi og Cola indtaget i køkkenet mens tre malaysiske mænd er godt igang med at pakke alle vores ting. De er andendagen for pakningen og jeg undres over hvor mange ting vi har. Satser på at halvdelen af indholdet i hver kasse er indpakningspapir. 

Der er kasser over alt. Det ser helt vildt ud. Det er en underlig oplevelse at få pakket hele sit hjem ned inden det bliver pakket i en container og sejlet halvvejs rundt om jorden. Det er jo ikke første gang, men det er ikke blevet mindre mærkeligt. 

Og så er det altså også specielt at have tre fremmede til at pakke alt. De har rørt ved alle vores ting. 

Jeg har været i lejligheden hele tiden. De virker professionelle nok, men der er bare for grænseoverskridende for mig at lade dem være alene i det der igår morges stadig var vores hjem. Nu ved jeg ikke helt hvad det er...

Jeg må ikke hjælpe, jeg kan ikke gøre noget og det eneste der næsten er tilbage er en klapstol i køkkenet. Så der sidder jeg. Og læser. På min telefon. En erotisk roman. Ikke lige mit valg. Den var gratis. 

Rigtig mange 'Sidste gang'

Vi har ikke billetterne i hånden endnu, men planen er at vi forlader Singapore 14. December. Og før det sker, så er der en del ting der skal klares. En ting er pakningen, det giver sig selv, men det er også mange andre ting.

Der er ting der skal gøres/prøves/opleves sidste gang eller bare første gang inden vi rejser. 

Vi har været sidste gang i Legoland Malaysia, vi skal se venner en sidste gang, ungerne skal afslutte skolen, Rasmus og jeg har en sidste date (måske to) i Singapore og sådan kan jeg fortsætte i det uendelige. Eller sådan føles det i hvertfald lige for tiden.

Det er en forvirrende tid vi går i møde og vi gør alt hvad vi kan for at holde fast i rutiner og trygge rammer for ungerne. Vi er jo ikke de første der flytter tilbage til Danmark efter en udstationering, folk overlever, men vi skal bare lige navigere os igennem. 

Midt i alle vores 'sidste gang' er der også nogle enkelte 'første gang'. Alexander er i skrivende stund på sin første 'sleep over' hos en sød ven fra klassen og så har han fået sin første rokketand. For pokker hvor går tiden hurtigt!

Og så havde vi også vores sidste husgæst. Min veninde siden før jeg husker, Louise, var på besøg i seks fantastiske dage. Så fik jeg vist lidt af mit Singapore som jeg er ret så forelsket i. Og vi fik besøgt Rasmus arbejde - nok også sidste gang...

Forvirringen er total

Nu har jeg aldrig været god til at finde vej. Jeg er en af dem der går ind i en butik og kan ikke huske hvilken vej jeg skal når jeg går ud igen. Og hvad sker der lige for Lyngby Storcenter?! Jeg kommer aldrig til at finde rundt der! Det er jo een kæmpe stor labyrint!

Nå, men altså det der med at køre bil her i Singapore. Det er et emne der er blevet berørt og beskrevet mange gange før, men nu kommer der lige lidt igen. 

Det er IKKE slemt at lære at køre i venstre side. Det er bare tilvænning, og det går ret hurtigt. Man skal lære at læse trafikken hvilket kan være ret svært når de andre bilister ikke har noget begreb om hvad de laver eller hvor de skal hen, men det er altså noget man lærer.. Måske lærer at leve med..

Men at finde rundt. Det er straks en anden sag. Og et emne helt for sig selv. Det har taget mig mange år at lære det danske motorvejssystem at kende (jaja, jeg er måske ikke den skarpeste kniv i skuffen når det kommer til at finde vej, men jeg erkender det i det mindste). Men her i Singapore er det jo umuligt! Det er som om man skal være med i en eller anden hemmelig klub for at få nøglen til at forstå systemet. Og jeg er tydeligvis ikke inviteret. 

Der er en række 'expressways' som dækker hele øen ret fint. Der er for eksempel Pan Island Expressway (PIE) som går fra øst til vest over hele øen. Det giver mening! Både navn, forkortelse og retning. Flot! Og sådan kan man hakke sig igennem alle motorvejene på øen, men det er jo ikke altid at der lige er tid til det.

De er søde at komme med trafikopdateringer i radioen. Det er jo alt sammen godt nok, hvis det altså gav mening. Men det tager mig alt for lang tid at afkode en simpel besked som f.eks.: Roadworks on KJE (towards BKE) before BKE Exit. eller endnu værre: Roadworks on SLE (towards BKE) at TPE(PIE) Exit. (prøv lige at læse beskederne højt for dig selv og hør hvor tåbeligt det lyder!)

Når jeg endelig har afkodet beskeden - og i øvrigt ikke hørt de 15-20 andre trafikmeldinger fordi jeg var travlt optaget af at navigere i trafikken samtidig med at jeg afkodede den første besked - så er jeg kørt lige derhen hvor vejarbejdet er og sidder så i kø. Arhmen altså!

Her kommer lige en liste over vejene så i kan se hvor kryptisk det er:

ECP - East Coast Parkway
AYE - Ayer Rajah Expressway
CTE - Central Expressway
PIE - Pan Island Expressway
KPE - Kallang-Paya Lebar Expressway
BKE - Bukit Timah Expressway
SLE - Seletar Expressway
TPE - Tampines Expressway
KJE - Kranji Expressway
MCE - Marina Coastal Expressway

http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/8/80/Expressways_and_Semi-expressways_of_Singapore_2012.png

Forskelligheden fejres

En af de mest fantastiske ting ved at have børn i international skole i Singapore er at de lærer om menneskers mangfoldighed. Vi har lige fejret United Nations Day på Alexander skole og det er virkelig en speciel og fantastisk oplevelse.

Hvor vildt er det lige at der alene i Kindergarten klasserne er repræsentanter fra ca. 40 forskellige lande?!?!

Børnene sang på engelsk og kinesisk og så blev der danset på livet løs. Indisk, kinesisk, amerikansk dans blev det blandt andet til. Alle var iklædt nationaldragt eller tøj der matcher farverne på deres lands flag. Og ungerne var bare så stolte.

Det hele blev afsluttet med Pot Luck Lunch i klasselokalet hvor der også bliver åbnet for nogle kulturelle udfordringer på det kulinariske plan.

Jeg tænker bare - hvis man skulle gøre det samme i en almindelig dansk folkeskole.. Hvor mange nationaliteter mon man så kunne tælle sig frem til? Jaja, jeg ved det godt - en dansk folkeskole er på ingen måde det samme som en international skole. Men alligevel..

Alexander er så aldrig stoppet med at synge den kinesiske sang - den er ved at være lidt irriterende at høre på når man nu ikke kan synge med.

På den lyse side

Det bliver virkelig svært at sige farvel til Singapore. Jeg er blevet rigtig glad for at være her og jeg har knyttet nogle rigtig gode venskaber.

Vi har nydt livet, brugt masser af tid sammen som familie og det har været helt vildt dejligt at have Jane som en del af familien. Hun har været fantastisk med ungerne og har gjort livet lettere for Rasmus og mig.

Men det er ikke alt der er helt skidt ved at skulle flytte tilbage til Danmark. Jeg har lavet en lille liste over nogle af de positive ting

• Venner og familie! Vi savner masser af mennesker i Danmark, og det bliver helt fantastisk at komme hjem og se dem igen.

• Jeg behøver ikke spekulere på om tingene i skabene mugner - altså sko, tøj og bøger. Det er på grund af den høje luftfugtighed at det kan blive aktuelt og så fordi vi ikke har aircon tændt hele tiden. Vi holder af at åbne dørene ud til og få lidt "frisk" havluft.

• Ikke mere rugbrødsblanding fra IKEA. Det er rigtig godt rugbrød, men efter at have spist nøjagtigt det samme rugbrød i to år er vi ved at være lidt trætte af det.

• Jeg behøver ikke at tænke på dyr i maden i helt samme grad - det kom på listen efter vi idag skulle bage rugbrød (fra IKEA) og de første tre pakker jeg fik fat i var der gået dyr i. AD! Jeg har dog ingen ide om hvordan de kommer ind da blandingen virker lufttæt, men der må jo være et hul et sted.

• Ikke mere tørgær! Jeg hader at bage med tørgær. Vi kan bare ikke sammen. Og det er ikke super let at opdrive frisk gær, og så kommer det i pakninger af 500g. Og koster ca. 40 kr.

• Ikke flere kakerlakker. Aldrig mere kakerlakker! Håber jeg... Vi har heldigvis ikke oplevet specielt mange af dem - tror vi kan tælle os frem til fire fem stykker i lejligheden i løbet af de to år og det er ikke specielt mange. Uden tvivl på grund af Janes fantastiske rengøring. Men de er altså bare for ulækre.

• Jeg glæder mig til at arbejde igen! At få mig en professionel identitet. Bruge min uddannelse og ikke lade den blive helt forældet. Hvis jeg altså får et arbejde igen - puha, der er godt nok sommerfugle i maven og en kæmpe følelse af at jeg ikke er god nok. Men jeg håber at det bare er noget der lige skal overvindes og at det rigtige job er derude til mig i den nærmere fremtid.

Der er selvfølgelig en milliard andre ting, men det var lige dem der faldt mig ind lige nu :)

Og så lige et 'Glædelig Deepavali' - eller hvad man nu siger.. Det er nemlig helligdag i Singapore idag. Her fejres nogle lidt andre helligdage end vi er vant til fra Danmark. Vi har brugt noget af dagen i byen hvor vi har besøgt Emerald Hill som er et lille smukt bevaret område med nogle flotte gamle huse. Og så fandt vi da også lige en geocache. Der følger lige en stribe billeder - se dem eller lad være.

Nye boller på suppen eller hvad man nu siger ..

Så er det officielt. Vores eventyr i Singapore er snart forbi og vi flytter tilbage til Søsum. 

Det var egentlig meningen at vi skulle blive indtil februar/marts/april, men nu er planen den at Rasmus starter job i Mærsk Drilling i Lyngby 1. Januar. 

Vi håber det kan lade sig gøre at vi rejser lidt før og vi regner derfor med at holde både jul og nytår i Danmark. Så nogen må lige sørge for at det bliver hvid jul!

Med kun to måneder til afrejse kan vi virkeligt mærke presset. Der er nogle ting vi skal nå at opleve, se og købe. Der er allerede skrevet mange lister og lagt omfattende planer. 

Det er lidt med blandede følelser at vi skal rejse. Jeg er slet ikke færdig med Singapore og har store planer om at vende tilbage på et senere tidspunkt. Men samtidig glæder vi os til at komme til Danmark, tættere på familie og venner. 

Jeg forestiller mig at den næste tid kommer til at være præget af rodede tanker, panik-lister, søvnløshed og sommerfugle. 

Og så lige en forespørgsel: Hvis der er nogen der har noget vintertøj (overtøj, bukser, bluser, strømpebukser, kjoler osv.) der passer en pige der er en størrelse 98 eller en dreng størrelse 122 så er vi meget interesserede. Ungernes garderober består af gode grunde udelukkende af korte bukser, kortærmede t-shirts og tynde kjoler. Alt hvad der måske kunne bruges er de begge vokset ud af.  

En lang forklaring

Saga er startet i skole. Preparatory School for at være mere præcis. Og efter en meget hård start går det nu rigtig godt. Hun kan nu selv gå ind ad døren til skolen og smiler og vinker farvel. Sålænge det altså ikke er mig der afleverer. Det er en bitter pille at sluge men sådan er det for tiden. 

I mandags fik jeg en mail fra Sagas lærere hvor de bad om en beskrivelse Sagas familie. For eksempel hvad hun kalder sine bedsteforældre og hvor de bor. 

Puha, så kom der gang i hjernecellerne. Hvordan forklarer man i en email på engelsk hvordan man siger Mormor, morfar og så videre?

Jeg kom ud i følgende:

Saga calls my mother 'mormor'. Mormor is pronounced like more more but with less 'e' sound at the end.

My father she calls 'Morfar'. 'Mor' like above and 'far' is pronounced like far away but harder on the 'r'. 

...

Forklaringen blev i sidste ende meget lang og det blev noget rod. Jeg ved ikke rigtig om det giver mening. Men det er mit bedste bud på en forklaring. 

På slap line..

..bogstaveligt talt.

Saga go Alexander fik en slack line i fødselsdagsgave af en stor flok af vores venner - også kendt som slænget. Den kom i brug for første gang idag, og det er dæleme sjovt.

Saga synes bare at der er sjovt at sidde på den, Alexander ville gerne balancere en smule på den med enten Rasmus eller mig i hånden. Men de voksne. De morede sig!

På den anden side af vejen

Solen skinner og musikken sniger sig ud mellem de høje bygninger i Ørestaden. Det er lørdag. Der er bare skuldre der nyder de rigelige mængder sol. Unge mennesker der ligger i græsset eller sidder henslængt på stole. Øl-bowling. Det ser fantastisk ud.

Jeg står ved vinduet i lejligheden vi har lejet i 8-tallet og kigger ned på kollegiet på den anden side af vejen. Jeg drømmer mig langt væk fra børn der ikke vil spise, snavset tøj og opvask. Tilbage til dagene på DTU hvor man kunne bruge utallige timer på at lave ingenting.

Det føles uendeligt langt væk og jeg savner det. Lige i det øjeblik savner jeg det helt vildt meget. Så meget at jeg overvejer at lade mand og børn passe sig selv, snige mig ud og se om jeg kan snige mig til at deltage i hyggen på den anden side af vejen.

Efter måske fem minutter med dagdrømme om øl-bowling og boomblaster med ungdommens favoritter, kommer den første tanke. Gad vide om de har husket solcreme på de bare skuldre - solen er ret skarp midt på dagen.

Den første tanker bliver hurtigt afløst en en bunke andre. Hvem mon rydder op efter dem, for sådan som det ser ud til at udvikle sig er det vist ikke første punkt på listen. Og samler de dåserne sammen, for de skal ikke bare smides i skraldespanden. Og kunne de der fyre ikke gå ind og bruge et toilet istedet for at tisse i en busk. Og kan de virkelig bare sidde der uden at lave noget. Keder de sig ikke. Og de skal da også snart se at få noget ud af dagen, klokken er jo allerede halv et.

Så ramte virkeligheden mig. Jeg kan aldrig gå tilbage. Jeg kan aldrig blive en af dem der sidder og spiller øl-bowling en hel dag, uden solcreme og så bare smider de tomme øldåser i græsset, igen. Det er på en måde en sørgelig tanke.

Alt ånder fred .. og jetlag

Saga sover, jeg kan høre hendes snorken  fra soveværelset. Alexander er hos Mormor og Bedste i nat. Jeg selv sidder på sofaen med et glas vand og noget lakrids. Det bliver ikke bedre. Jo, hvis Rasmus var her!

Jeg sidder i den super fine lejlighed vi har lejet for sommeren. Den ligger i 8-tallet i Ørestaden og den lever i høj grad op til forventningerne. Det er en helt perfekt lejlighed at tilbringe vores sommerferie i Danmark i. 

Nu glæder jeg mig bare til Rasmus har ferie så vi kan putte sammen på sofaen med snorkende børn i soveværelserne. 

Aerobic forklædt som kampsport

'You didn't look too comfortable in the class ..' No shit Sherlock! Pigen har tydeligvis set mig til den nyeligt afsluttede Body Combat time.

Der var ikke nogen der havde fortalt mig at Body Combat gik ud på at hoppe rundt til høj musik og lave mærkelige kombinationer af slag, spark og dansetrin. Jeg hadede det og kunne efter cirka 30 sekunder kun ønske at timen var færdig.

Det er så en af de ting jeg ikke gør igen. Men så er det prøvet.

Der står altså ikke noget om aerobic, dans og tåbelig musik! Der er nævnt ord som 'Mixed Martial Arts Warrier', 'Ripped' og 'Elite Martial Arts' - det var ikke ligefrem ord jeg kunne nikke genkendende til efter min prøvetime idag.

Alt fejres med slik

Hele tiden slik. Det virker som om det er en selvfølge at alting fejres med slik. Altså til børnene. Sådan var det i hvertfald i Alexanders klasse.

Vi har lige hentet Alexander fra sidste skoledag i K1. Mor synes det er lidt stort at han nu har gået et helt år i heldagsskole og han er bare blevet så god til engelsk. Men lige inden han gik fik alle ungerne stukket noget slik i hånden. Det virkede lidt som en slags eftertanke. 'Hov, de har jo ikke fået slik!'

Vi havde tænkt os at tage ud og spise en is med Alexander og fejre hans sidste skoledag, men efter en stor slikkepind og en relativt stor pose Skittles (som han dog har gemt) falder isen lidt til jorden. Han fik valget mellem slikkepinden han lige havde fået i hånden eller en is med mor og far. Jeg kan godt forstå at han valgte slikkepinden, men det havde nu været hyggeligt at gå ud sammen. Og så blev dagens høst lige toppet af med den pose med slik og lortelegetøj vi fandt i hans taske.

Men det er ikke første gang. Sådan er det ofte! Alexander kommer hjem fra skole med en kæmpe pose med slik, en goodie bag, som han har fået i skolen fordi der er en fra klassen der har haft fødselsdag. Og så har de fået kage samme dag på grund af samme fødselsdag. Men er det ikke lige i overkanten? Jeg synes at de kunne have fejret med lidt slik eller kage i skolen og så var det ligesom slut. Ikke også en slikpose med hjem. Alexander er jo fuldt ud klar over at han har en pose med slik i tasken, så det første han siger når han kommer hjem er om han må få noget slik.

Jeg er ærligt talt lidt træt af det. Slikposerne som bliver delt ud til enhver lejlighed. Til fødselsdage er konceptet at alle selvfølgelig har en gave med til fødselaren, der festes med masser af kage og eventuelt noget fastfood og så sluttes dagen af med at alle gæster tager en goodie bag med hjem med legetøj og slik. For at gentage mig selv, så forstår jeg det altså ikke. Er det ikke nok at der er blevet festet med kage og slik?

Det er ikke fordi jeg ikke vil have at Alexander får slik, men jeg vil gerne give ham et naturligt forhold til det og ikke gøre det til en selvfølge at man fejrer alt med slik!

Drømmer mig lidt tilbage til det danske institutionsliv med sukkerpolitikker (tænk at jeg nogensinde skulle sige det)!

Foamtastic

Starten er lige gået. Skummet dækker mine arme og ben. Det klistrer og har en syntetisk og sødlig duft. Hvad er det jeg har rodet mig ud i?

Efter kun 30-40 meter ligger Nicky og jeg forrest. Altså foran alle andre i løbet. Det kan da ikke passe. Eller kan det? Vi startede godt nok i den første bølge af løbere der blev sendt afsted, men alligevel? Jeg går ud fra at det kun er indtil de andre får ordentlig fart i benene, så bliver vi hurtigt overhalet.

Jeg deltog i et Fun Run i weekenden. Det blev holdt ude på stranden her på Sentosa og hed 5K Foam Run. Alene navnet! Nå, men altså, her stod vi lørdag morgen, Nicky og jeg. Klar til de fem kilometers løb rundt på stranden. Forhindringsløb rundt på stranden.

Det var super sjovt. Og det viste sig at ca. 90 % af deltagerne valgte at gå ruten istedet for at løbe. Og der var ikke tidstagning. Og så var de fem kilometer lidt optimistisk sat af arrangørerne. Mit gpsur sagde 4.07 km. Men det er jo bare detaljer.

Vores indledningsvise føring viste sig at holde hele løbet. Nicky løb i mål som den første og jeg som den anden. Og der var oven i købet 3-4 minutter til den næste efter mig kom i mål. Der er ingen tvivl om at der er andre i de senere bølger af løbere der blev sendt afsted der løb hurtigere end os, men vi var rigtig godt tilfredse. Og meget våde. Og meget trætte i benene efter at have løbet i sandet.

For at give en god start på løbet var startlinien blevet proppet med skum. Der var en halvanden meter høj mur af skum der strakte sig i hele bredden af startlinien. Så er der lagt op til et godt Fun Run. Herefter var der et godt stykke med løb på asfalt inden anden forhindring som var en masse dæk man skulle hoppe igennem, militærstil. Dette efterfuldt af udspændte snore der skulle kravles under og til sidst en forhindring vi skulle hoppe over. Ingen ben i det.

Så stod den på løb i sand og løb på vand. Tynde skummåtter lagt ud i vandkanten. Det er altså svært og hårdt at løbe på. Jeg klarede de første tre ud af fire. På den fjerde faldt jeg i vandet og skyndte mig op og løb videre. Denne gang direkte over til en kæmpe hoppeborgs-agtig konstruktion fyld med .. Ja, skum!

Tilbage til at løbe i sandet. Mine fødder svuppede i skoene og jeg var drivende våd. Huden klistrede efter skummet som var tørret og den syntetiske duft var uudholdelig. Men det var det sidste stykke. Endnu en hoppeborg, denne gang kun med vand, ventede og til sidst mållinien som var en slags glidebane. Her var der dog ikke sparet på skummet, men heldigvis var der nogen med en vandslange til at skylle ansigtet bagefter.

Trætte, klistrede og glade kunne Nicky og jeg give hinanden en high five, tage vores 'Foam Run Finisher'-klipklappere og finde vores familier.

Glæder mig allerede til næste Fun Run - hvad det end må blive.

Oceaner af overflod...

Hvor tit er det man støder på navne som Night Train, Duchessa, Cloud Nine eller Moon Sand? Og så fra steder som Langkawi, British Virgin Islands, Bikini Islands, Cayman Island eller Cape Town?

Det gør man i hvert fald en gang om året når der er Singapore Yacht Show. Det blev igen i år afholdt på Sentosa, ved marinaen der ligger lige ved siden af os.

Det er et show uden lige... Der er alt for milliardæren med penge der brænder i lommen. Det er en vulgær fremvisning af nogle af de dyreste stykker legetøj man kan få for penge. Der er biler, sejlskibe, motorbåde, speedbåde, undervandsbåde, ferielejligheder, rejser, investeringsmuligheder og privatfly. Og det er bare de største kategorier nævnt. Det er materialisme i overflod og man skal have en fuldstændig absurd og forkvaklet ide om egne behov eller bare en stor lyst til at blære sig hvis man overvejer nogle af de genstande der var højdepunkterne på Yacht Showet.

Men imponerende var det da. Et 67 METER langt sejlskib (det 7. største i verden ifølge Wikipedia), en parade af 10-12 Lamborghinier, alle i forskellige farver, modeller af undervandsbåde til 6 mennesker, en beskeden yacht på kun 50 meter med tilhørende amfibie-jeep til når man skal i land på de øde øer man besøger. Kun fantasien satte grænser hvis man bare havde penge på lommen. Jeg overhørte starten på en samtale som jeg aldrig har hørt mage til før og sikkert ikke kommer til igen. Og jeg ville meget gerne have hørt slutningen. Sælger til mand: "Sir, are you looking for a submarine?", Mand til sælger: "Yes!".

Vi var, som beboere på Sentosa, heldige at få gratis adgang til alle fire dage der var show. Ellers skulle vi havde punget ud med ca 800 kr. pr. person. Og det skal ikke være nogen hemmelighed at vi ikke engang ville overveje at købe billetter selv!

Marinaen som ikke er specielt stor, var pakket med både. De lå meget tæt og det var et imponerende syn.

Rasmus og jeg forelskede os lidt en sejlskibet på billedet nedenunder. Vi snakkede med sælgeren som kunne fortælle at vi kunne få den for den besked sum af 24 millioner... Euro! Tror måske vi melder pas.

Vi har også erfaret at yachts er pungdyr.. Eller pungbåde... De bærer deres unger i et hulrum i skroget.  Man har ikke en båd hvis man ikke kan gemme en mindre speedbåd og en jetski bagi.

Der blev også lige plads til lidt familiebilleder :) Alexander var tilpas imponeret og nød at gå rundt og kigge på både. Han mener også at vi skal have en båd, men vi måtte desværre fortælle ham at det altså ikke blev lige nu...

Den førnævnte yacht på kun 50 meter. Med amfibie-jeep gemt i siden... Det er for meget!

Jeg nævnte også det helt utroligt store sejlskib. 67 meter! Man kan på billedert nederst til højre se størrelsesforholdet. Der står nogle mennesker under bommen. Og så har ethvert sejlskib med respekt for sig selv da en lille motorbåd gemt i skroget også... Men jeg er nu imponeret over hvor smuk den er. Kolossal, men smuk!

Og så lige lidt bil-lir! Jeg har kun vist billeder af Lamborghinier, men der var mange flere luksusmærker repræsenteret på showet. Der kan nævnes Ferrari, Jaguar, Aston Martin, Rolls Royce og Maserati. Nu er jeg ikke specielt interesseret i biler, men det var da imponerende!