torsdag den 27. juni 2013

Flyskræk

Puha, så blev det for meget. Efter en uge hvor det blev frarådet at man gik udenfor, blev det for meget med den Haze, og jeg ville tilbage til Danmark før tid. Jeg fik fredag snakket med Rasmus som var på arbejde og han fik snakket med rejsesfdelingen i Mærsk. Ungerne og jeg fløj dagen efter, lørdag, kl 14. Så det gik ret stærkt med at komme ud af landet, men vi trængte også til noget frisk luft.

Oprindeligt skulle vi have fløjet direkte til Cph, men der var ingen billetter med så kort varsel og det blev derfor til en tur over Frankfurt. Turen var placeret på det værst tænkelige tidspunkt i forhold til ungernes sovetider, så det var ikke lutter sjov og ballade. Det er svært at få passet de helt basale ting som f.eks. toiletbesøg og mad ind på sådan en flyvetur når man har en baby med. Jeg stolede ikke rigtig på at hun ville blive i det bassinet vi havde fået til hende, så hun skulle enten overvåges af kabinepersonalet eller af en medpassager.

Personalet var søde, men meget usikre, og de fortalte flere gange at de ikke havde så meget erfaring med børn og derfor ikke var helt trygge ved at skulle holde Saga eller bare kigge efter hende når hun lå i bassinettet. Jeg havde heldigvis en MEGET sød medpassager der kunne hjælpe mig. Han var villig til at holde Saga når jeg absolut ikke kunne holde mig mere.

Efter 8 timers flyvning fik vi serveret andet måltid på turen men jeg havde endnu ikke fået noget at spise. Jeg var lykkelig fordi Saga heldigvis sov, så der var udsigt til noget mad, men kort efter jeg fik det serveret blev 'fasten seat belt' skiltet tændt, og så skal Saga op af bassinettet :o( Det var så enden på det måltid, hvis ikke min medpassager var så sød at nærmest made mig.

Det var ikke ligefrem min ønsketur med ungerne, men vi overlevede alle, og jeg er overbevist om at jeg er blevet en stærkere kvinde efter oplevelsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar