lørdag den 11. januar 2014

Længe siden sidste liste

Som overskriften siger, så er det ved at være længe siden jeg har skrevet en liste. Så nu kommer der lige to :)

Jeg har tænkt lidt over hvad jeg kommer til at savne ved Singapore når vi engang flytter herfra, og selvfølgelig hvad jeg ikke kommer til at savne.

Jeg kommer til at savne:

Food courts
Hvor fantastisk er det lige at man har et sted hvor man kan spise et måltid for omkring 10 kr. Hvor man kan finde noget for enhver smag om det er kinesisk, indisk, italiensk, amerikansk, indonesisk, japansk og så videre. Hele familien kan finde noget der falder i hver enkelt persons smag. Det er ikke noget jeg kender fra Danmark og helt klart noget jeg kommer til at savne.


Trafikken
Man skulle måske ikke tro det, men jeg kommer nok til at savne trafikken. Specifikt det at det næsten kan være ligemeget hvor dårligt man kører bil eller hvor mange fejl man laver, så er der altid en anden der kører dårligere end dig. Så her er alle stjernebillister.


Expats
Alle er super åbne og man møder nye potentielle venner ALLE steder. Det sker næsten dagligt at jeg giver mit telefonnummer til en jeg lige har mødt i f.eks. supermarkedet, på en cafe, på legepladsen eller på en tankstation. Man er mere eller mindre selv ude om det hvis man føler sig ensom.


Varmen
Sommertøj året rundt. Evigt dejlig vejr. Ja, det regner - og når det regner så regner det rigtig meget! Men det er stadig varmt og regnen generer sjældent. Og så skal der ikke købes vintertøj til ungerne, hue, vanter, vinterstøvler og flyvedragter. Vi klarer os med shorts og t-shirt eller kjoler hele året rundt.


Jeg kommer IKKE til at savne:

Food courts
Totalt kaotisk. Familien skal alle have forskellige retter som skal købes i forskellige boder. Far bliver ved børnene mens mor henter mad til dem. Mor kommer med maden og far starter affodringen. Mor henter mad til sig selv og vender tilbage til far og ungerne. Far henter mad mens mor fortsætter med at give ungerne mad og samtidigt forsøger hun selv at få et par bidder indenbords inden det hele bliver koldt. Far vender tilbage med mad, men nu er ungerne færdige med at spise og er dermed blevet meget urolige og utålmodige og synes ikke det er sjovt at sidde stille mere. Mor prøver at spise det sidste mens hun underholder unger, far kaster den alt for varme mad i hovedet resulterende i brandsår på tungen. Det kan godt være at det smager dejligt og at det er billigt, men lige netop det scenarie kommer jeg ikke til at savne.


Trafikken
Man kan ikke stole på nogen. Det er hovedet under armen når folk vover sig ud i trafikken. Alle mener at de har retten til vejen. Der sejles rundt i banerne og sidespejle og bakspejle er unødvendige da alle har fornemmelsen af at de er alene på vejene. Ikke ligefrem en sjov oplevelse.


Expats
Alle er super åbne og man møder nye potentielle venner ALLE steder. Det sker næsten dagligt at jeg giver mit telefonnummer til en jeg lige har mødt i f.eks. supermarkedet, på en cafe, på legepladsen eller på en tankstation. Det lyder som en gentagelse og det er det sådan set også. Det er både positivt og negativt. Ofte synes jeg at det får mange forhold til at virke overfladiske og forcerede. Jeg savner mine venner. Dem jeg har haft i mange år og som kender mig rigtig godt. Bare fordi vi er i den samme situation i det samme land og tilfældigvis handler ind det samme sted, behøver det ikke betyde at vi har noget til fælles på andre områder i vores liv.


Varmen
Jeg sveder - ALTID. Man vænner sig til det, men engang imellem bliver det bare for meget. Nogle gange kunne jeg bare godt tænke mig at trække i en langærmet, islandsk sweater med rullekrave og gemme mig lidt væk. Ikke tænke over bikinisæson hele året. Og så savner jeg varm kakao!


Nu er det hele sat lidt på spidsen, men der er sandhed i det hele.


Jeg skylder at skrive lidt om vores hyggelige jul og helt specielle og meget sjove nytår. Men det må lige blive en anden dag.

Og kan du ikke lige smide en kommentar eller et like på facebook hvis du synes det er hyggeligt at læse med? Jeg kan se at der er mange der klikker sig ind og læser det jeg skriver, men jeg kunne nu godt tænke mig at vide at i gerne vil læse mere.

6 kommentarer:

  1. Jeg elsker at læse med! Dog med et stik af dårlig samvittighed over ikke at kunne finde tiden/tage mig sammen til lige at kaste en mail med en opdatering den anden vej! Den kommer. I 2014. Vi har det dejligt, tiden flyver og drengene bliver store og tænksomme og sjove. Og så savner vi jer, og alle vores andre venner, der dog bor lige rundt om hjørnet. For der er ikke meget tid til vennerne i disse år, så på den front tror jeg faktisk ikke i går glip af så meget. Mange knus til jer alle 4 fra os i sydhavnen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ingen dårlig samvittighed, Stine! Det er livet for kort til! Jeg er glad for at du læser med, og så glæder jeg mig til at få en mail en dag :)
      Og ja, tiden flyver og børnene vokser som ukrudt - men den slags med skønne, smukke blomster!

      Slet
  2. Jeg synes det er hyggeligt at læse med og høre lidt om hvordan jeres liv er i Singapore! :) -og så skriver du godt og fængende! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Maria! Jeg er glad for at du læser med, men hold igen med de rosende ord, jeg får helt præstationsangst!

      Slet
  3. Super deilig blogg Maria:) Jeg gleder meg spesielt til å høre om nyttårsfeiringen. Stor klem, vi savner dere!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Caroline!
      Jamen der skal nok komme noget om nytåret - det var uventet dejligt. Og vi savner også jer!

      Slet