fredag den 31. januar 2014

Rasmus på arbejde

Så er det også blevet tid for mig (Rasmus) til at komme lidt på banen. Jeg har længe haft lovet Maria at skrive lidt om mit arbejde her i Singapore. Det er jo trods alt det der har fået os til at flytte hertil. Dette er den tekniske forklaring på det jeg laver - skriver senere om hvordan min hverdag er.

Jeg arbejder som structural supervisor for Maersk drilling på et nybyg projekt. Vi er i gang med at bygge tre nye rigge på Keppel Fels, som er en skibsværft her i Singapore.

Det hele er skruet sådan sammen at vi (læs: Maersk Driling) har bedt Keppel om at bygge tre rigge til os. Maersk har så tre kunder (én til hver af riggene) som har bedt Maersk om at bore et hul ude i Nordsøen.

Mit arbejde er så at være på værftet og se på at Keppel bygger riggene. Eller rettere sagt at de bygger dem rigtigt og ordenligt sådan at vi kan møde vores forpligtelser med vores kunder (ude i Nordsøen).

Mit specifikke arbejdsområde er struktur. Det vil mere eller mindre sige alt hvad der har med stål at gøre. Altså skal jeg holde styr på at de rigtige plader bliver sat sammen på den rigtige måde og at man kan dokumentere hele processen. Jeg må ikke lave designændringer så det hele er et spørgsmål om at sørge for at folk følger tegninger og procedurer.

Lidt billeder fra værftet. De to til venstre er af rig nummer 2, det til højre er taget på heli deck'et på den næsten færdige rig nummer 1. Her kan man se de tre ben af riggen som dog ikke har nået deres fulde højde endnu!
 På riggen er der det der hedder fuld sporbarhed. Det vil med andre ord sige at man skal kunne gå hen og pege på enhver given plade på riggen og så skal jeg kunne diske op med materiale certifikat og inspektionsrapport på den plade. Og det gælder alt stål på hele riggen. Dertil skal der sørges for at Keppel (og deres underleverandører) følger de procedurer de skal. Det gør jeg ved at gå runder og monitorere arbejdet. Det gør det også nemmere at holde styr på hvor de forskellige blokke er på ethvert givent tidspunkt.

Når man bygger en rig laver man det i ”bidder”. Man starter med en masse plader som man så skærer til og svejser sammen til noget der hedder paneler. Et panel er mere eller mindre bare en stor plade med nogle små stivere på. Lidt som en væg i et hus. Når man så har nok paneler bliver panelerne samlet til en blok. Blokken kan være i meget forskellig størrelse; de kan være fra et par hundred tons til 3200 ton som er vores største løft. Når blokken er færdig bliver den, med få undtagelser, løftet ned i tørdokken og samlet med de andre blokke. Man svejser simpelthen bare samlingen (stødet) sammen. Når man har samlet nok blokke har man en rig! - Ganske simpelt!

Det er selvfølgelig ikke så lige til fordi der er jo også maskineri, elektricitet, ventilation, rør osv. som også skal fungere. Alle de forskellige fagområder skal så arbejde oveni hinanden for at få riggen til at blive færdig til tiden. Som en lille outsider er der så malerne som desperat forsøger at male riggen mens alle andre arbejder. Dette resultere i at malerne mange gange må male det samme sted igen på grund af afbrændt maling eller lignende.

Vi har snart leverance på den første rig, så det er fantastisk at se riggen fri for stillads, slanger og andet skrammel som ellers har hindret udsynet på vores rig.

Lige lidt facts. Riggen er den største jack-up i verden. Benene bliver 206m høje (og ja jeg skal op i toppen…) og hver side af riggen er næsten på længde med en fodboldbane. Så størrelsen i sig selv giver anledning til en masse stål, og derved også en masse at holde styr på.

Sefies for the WIN!
Da jeg startede var jeg selvsagt lidt nervøs ved at skulle holde styr på det hele, men den daglige gang på yarden og de mange gode kolleger har gjort at jeg nu faktisk har godt styr på det. Jeg lærer selvfølgelig endnu, men det er bestemt blevet bedre! 


Nå men det var en lille bid af hvad jeg så laver hernede. Det er selvfølgelig ikke det hele, så hvis der er nogen der vil vide mere må I jo sige til eller tjekke Maersk Drillings blog om vore lille projekt. Bloggen er i øvrigt skrevet af Martin.

2 kommentarer:

  1. Top Nice Rasmus. Spændende job. Især benene lyder vilde. Du må tage et billede når du er oppe i et ben.

    Til sammenligning er pylonerne på Storebæltsbroen 257 meter høje på det højeste sted, og det er den betingelsesløst højeste struktur i Danmark (eller, der er vist en TV2 sender et sted, der er lidt højere, men den er støttet af stålwirer, så det tæller ikke med ... fortalte de stolte fyre fra Storebælt:) ) ...

    Men skal selve riggen så monteres oven på benene, så den samlet bliver endnu højere, eller sidder de indvendigt lige under kanten af toppen ?

    Og kan benene så foldes ind når riggen transporteres, eller transporteres den liggende ?

    Og hvis benene kan foldes ind, kan de så individuelt reguleres i højden sådan at riggen kan stå på en skråning ?

    Og så ser I altså vil dejlige ud med sikkerhedshjelme på :-)

    SvarSlet
  2. Hej Nicholas,

    Det er også benene jeg bruger meget tid på, men det er mest fordi det er højstyrke stål og det faktum at hele rigge hviler på dem.

    Benene er stykket sammen med en spudcan på bunden. En spudcan er benets "sko" og hver sko har et area på lige under 400 m2 (hvis jeg husker rigtigt). Ovenpå spudcan kommer så selve benet som er de 206 m høje. Der er selfølgelig tre spudcans og tre ben.

    Riggen kan jacke op, deraf "jackup rig", på den måde at der er tænder på benene som riggen kan "køre" op ad. ret praktisk vil det sige at der er tre "huller" i riggen som hedder leg wells hvor bene kan køre op og ned i.

    Så svaret på dit spørgsmål er at riggen KAN komme ovenpå benene men genrelt så vil benene stikker ret langt op over riggen. i hvert fald under transport.

    Hvis riggen jacker hele vejen op til de 200 m vil vi så have et boretårn som er 40 eller 50 m ekstra, så vi vil kunne rivalisere storebæltsbroen.

    Du kan evt se mere på: http://www.maerskdrilling.com/Documents/PDF/Drillingrigs/Specific-Rigs/XL-Enhanced-1.pdf

    Ellers skriv bare igen!

    Hilsen Rasmus

    SvarSlet